Handlingsplan for Pistolsektionen 2012-2020
Målsætning
Løbende at leverere skytter til elitesatsningen.
At starte og skabe forbundstræning, der danner en fødekæde af skytter fra lokalforeninger frem til landsholdsgrupper.
At finde egnede skytter i alle landets foreninger og få dem sat sammen i træningsgrupper.
At finde skytter til junior-, herre- og damelandshold.
At få skytterne til at være målrettede. Få lavet en ”korpsånd”, hvor det bliver kultur, at den bedste skytte skyder for Danmark, og at de andre bakker vedkommende op.
Resultatmål i 2013
EM 10 m luftpistol hovedprioritet.
Få et herrejunior-, damejunior-, herre- og damehold.
Få en finaleplads på herrejunior individuelt, en top 10-placering på damejuniorhold, en top 10-placering på herrehold, og en top 10-placering på damehold.
Resultat mål VM 2014 i Granada
Hovedprioritet er 10 m luftpistol og 50 m fripistol. Mindst 1 individuel top 10-placering, og at et vilkårligt hold når top 10-placering.
Pistolsektionen satser på 10 m luftpistol, 25 m sportspistol, 50 m fripistol, og 25 m silhuetpistol og subsidiært på 25 m standard pistol, både hold og individuelt.
Prioriteringer
Eftersom Dansk Skytte Union ikke har penge i overflod, må vi prioritere, hvilke grene vi skal satse på, og sådan ser prioriteringen ud:
1. Juniorlandshold i OL discipliner.
2. Herre- og damelandshold i OL discipliner.
3. Herre- og damelandshold i ikke OL discipliner.
Grupper
Juniorlandsholdsgruppe
Det er ungdoms- og juniorskytter, der skyder med én hånd fritstående, som har talent og er dedikeret for træning, som er motiveret for udvikling, og som er udpeget til gruppen.
Sektionen planlægger to samlinger før OL og to efter OL med toptræner, evt. landstræneren.
Skytternes klubtrænere tilstræbes medtaget.
Niveauet skal være, at de kan indgå i et hold, der totalt ligger tæt på udtagelseskravet. I starten udtages skytterne efter deres resultater, der skal være tæt på udtagelseskravet, og på deres træningsintensitet og kvalitet. Skytternes evne til at tilegne sig ny viden og være parat til at lytte og følge en træners anvisninger vil også være et vurderingsgrundlag.
Der skal som minimum ydes ca. 10 timers skydesportsrelateret træning pr. uge, hvoraf to timer skal være fysisk træning. Mentaltræningen arbejdes der målrettet med i hele perioden.
De tekniske elementer skal læres og derefter finpudses. Her vil der være tale om et samarbejde med klub/forbundstræneren og sektionens træner/ansvarlige. Det skytterne får i juniorlandsholdsgruppen er Teknisk træning, fysisk træning og mental træning, kost, individuel handlingsplan, træningsdagbog gennem bland andet deltagelse i fire træningslejre pr. år samt weekendkursus med Team Danmark og Fitness-DK kort for nogle udvalgte skytter.
Fokus for juniorlandsholdsgruppen er de fire tekniske elementer i præcisionsskydning. De er grundlaget for indlæringen. Træningen i gruppen bygges op om ATK, som med udgangspunkt i de grundlæggende principper og tekniske aspekter tilpasses den enkeltes fysiske niveau, således at skytten hele tiden får det maksimale udbytte af træningen fra klubniveau til landsholdsgruppe.
Landsholdsgruppen
Hovedkoncept er 10 m luftpistol og 50 m fripistol. Træningslejre for 10 og 50 m skytter. Efterfølgende år vil dette koncept blive udbygget med andre relevante dicipliner.
Landsholdsgruppen skal være begrænset i antal, men udvælges ud fra niveau, hvor der i starten satses på op til 6 herre og op til 6 dameskytter. Målet er at stille et hold til EM i 2013. Skytterne skal have potentiale til at indgå på hold til EM 2013, eller der skal være formodning om, at de når dette niveau. Fremadrettet sker udtagelsen til gruppen udelukkende efter ranglisten, men i opstarten ved udpegning.
Lige under landsholdsgruppeniveau vil der være et antal skytter, der er i fremgang. Disse skytter vil blive hevet op på samme platform og deltage i uddannelses- /træningslejrene, således at fødekæden til elitearbejdet hele tiden holdes i gang. Skytterne skal her vise progression resultatmæssigt, være tæt på kravet, være med til at skabe et træningsmiljø, som særligt unge og juniorer kan se op til og stræbe efter.
Der skal trænes ca. 3 timer fysisk og mentalt og 12 timer skydning pr. uge, som mindste koncept.
Sektionen planlægger to samlinger før OL og to efter OL med toptræner, evt. Landstrænere. Der bliver også givet mulighed for uddannelse i fysisk træning og tilstandsrapport, hvilket sker i Brøndby efter aftale med Linda. Ligeledes vil der blive anvendt Scatt og videoanalyse til forbedring og fejlfinding. Desuden får nogle skytter mulighed for at modtage et Fitness-DK kort til den fysiske træning.
Fokus i 2012 for gruppen er som hold at arbejde sig systematisk frem mod udtagelsesskydningerne og her være i stand til at ”levere” varen. Skytterne skyder sig til en plads på herre- eller dameholdet.
Udfærdiget december 2011 af
Linda Andersson og Pistol-sektionen